Men for mig startede mit uheld vist i Onsdags. Jeg havde en aftale med 2 veninder om at spise frokost på en cafe i byen, men jeg kom til at sove over mig, så måtte skynde mig i tøjet og ud af døren i en fart! Heldigvis var jeg godt udhvilet og følte mig overraskende frisk og endnu bedre tilpas, da jeg var trådt i mit nye tøj, som var indkøbt dagen før.
Jeg samler pigerne op på vejen mod caféen, men der går ikke længe før jeg laver min første bommert. På vejen kører vi forbi en blaffer, men vinden gør at det er svært at læse hvad hun har skrevet på sit A4 papir som flagre ustyrligt rundt. Idet jeg sidder og fundere over hvor hun mon skulle hen, siger min ene veninde "jeg er sikker på at det startede med JO.." og da jeg er helt vild med gættelege går der ikke længe før at jeg hurtigt får råbt "JEG VED DET! DER STOD HJØRRING!!". Pigerne griner af mig, hvorefter at den ene siger "Hjørring starter jo med h, Gitte". Jeg havde overhovedet ikke overvejet det, var bare blevet så ivrig efter at komme på svaret først, at det gav bagslag.
Kort tid efter er vi nået ned til caféen (hvor jeg forresten også arbejder). Vi bestiller Nachos til deling og en kande vand, hiver et bord ud i solen og slår os ned. Jeg får det hurtigt varmt i den bagende sol og tar derfor min skjorte af, så jeg sidder i min nye hvide top. Kort tid efter kan jeg høre damen ved bordet bag mig, prøve at få kontakt til min veninde "Pssst.. Hallo..Pssst!!!! Din veninde har et prismærke hængene ned af ryggen!". Nej fy for søren, hvor gik det hurtigt derfra!! Hurtigt fik jeg fat i mærket og hevet så hårdt til, at det desværre har efterladt et hul i min nye trøje!
Men sådan kan det jo gå. Nu kunne det jo ikke gå værre - Troede jeg. Kort tid efter at vi havde spist, fik jeg en besked fra min chef, om at han manglede en tjener til en 11-16 vagt dagen efter. Jeg ville vente med at svare til jeg vidste hvordan vejret blev torsdag, da jeg gerne ville nyde solen en af de sidste dage hvor den ville være der. Efter jeg har læst beskeden kyler jeg min telefon tilbage i tasken og hvem står så bagved mig - det gør min chef self! Man kunne se på hans smil og blik, at han havde set det hele. Heldigvis kommenterede han det ikke, men gik bare smågrinende fra os og forlod mig med følelsen af, at jeg igen var lidt af en klovn..
Karma ramte mig den dag. Jeg tog på stranden efter cafe besøget, hvilket resulterede i, at jeg måtte skrive til min chef at jeg var blevet lettere forbrændt, men hvis han stadig manglede en, så var jeg self. klar. Han havde heldigvis fundet en anden, så jeg fik lov at blive hjemme og pleje min skoldethed de løbende dage.. Typisk..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar