Her den anden aften kørte jeg bag min ven David på motorvejen. Jeg forstod ikke hvorfor han ikke drejede af ved afkørslen før mig, men fulgte ham til den næste, hvor jeg også selv skulle af. Den sidste halve time havde han overhælet mig flere gange på motorvejen, så da han lå i venstre vejbane og nærmede sig det første kryds, hvor der var rødt, ville jeg så snu som jeg nu er, ligge mig op på siden af ham. Så det gør jeg, dytter én gang og signalerer ”I’m wathing you” ved først at pege på mine øjne, så hans og så mine igen, imens jeg miner det tydeligt. Og så er det at det går op for mig – DET ER FADNME IKKE DAVID ! Det var en ældre mand og jeg blev så forskrækket og flov, at da der blev grønt, så ville jeg bare væk og det kunne ikke gå hurtigt nok!! Desværre havde han åbenbart samme plan, bortset fra at han ikke lavede et højlydt hjulspind ligesom mig! Jeg blev efter 300 meter nød til at sænke farten, for jeg kunne ikke køre fra ham og det var simpelthen for pinligt at blive nød til at ligge på siden af ham resten af turen hjem, efter mit lille nummer.
Nu håber jeg bare at jeg aldrig ser ham igen. Eller bedre endnu – JEG HÅBER ALDRIG AT HAN SER MIG ! fremover vil jeg dukke mig, hver gang jeg kører forbi en polo (suk.. Godt der ikke er mange af dem, var?)
God weekend allesammen! (:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar